Homøopatien er en mild og dybtvirkende behandlingsmetode. Det er også en metode med nogle år på bagen. Den homøopatiske lægeforening, grundlagt i Tyskland, er knap to hundrede år gammel og dermed den ældste lægeforening i Europa. Det var den tyske læge og kemiker Samuel Hahnemann (1755-1843), der omkring 1790 genopdagede og systematiserede homøpatien. Da Hahnemann publicerede sine centrale opdagelser 1796, blev metoden mødt med stor begejstring fra læger i mange dele af verden. Homøopatien bredte sig hurtigt til store dele af Europa, Østen og Amerika. Der blev grundlagt klinikker, sanatorier og fakulteter, som arbejdede efter de homøopatiske principper. Eksempelvis var ca. 1/5 af alle medicinske fakulteter i U.S.A. omkring år 1900 homøopatiske. Også i Danmark blev homøpatisk medicin anvendt og fremstillet på de fleste danske apoteker.

Men fra begyndelsen af det forrige århundrede begyndte den medicinske forskning at gå andre veje. Med penicillinets opdagelse i 1928 og vaccinationens vidundere samledes den medicinske forskning om at udrydde tilsyneladende sygdomsårsager over en bred kam. Fra det øjeblik forsvandt homøopatien næsten ud af billedet indtil det viste sig, at den medicinske forskning var ramlet ind i en blindgyde.

Den traditionelle medicin står nu magtesløs over for nye multiresistente bakterier og en del kroniske lidelser, samtidig med at behandlingen meget ofte medfører betydelige negative bivirkninger, som store dele af befolkningerne ikke længere vil acceptere. Homøopatien er derfor igen ved at vinde terræn. De seneste opgørelser fra udlandet viser, at ca. 75% af alle tyske læger og 70% af alle franske læger jævnligt ordinerer homøopatiske lægemidler. For tiden er det næstmest solgte lægemiddel i Frankrig et homøopatisk lægemiddel.